23948sdkhjf

Joe & The Juice når milliardsalg - men ekspansion giver tab

For første gang har Joe & The Juice solgt for en milliard kroner på et år. Nye juicebarer koster dog penge.

Der var stor fremgang i salget sidste år for Joe & The Juice, der havde travlt med at åbne juicebarer verden over. 

Ekspansionen har dog kostet penge og givet et større underskud.

Salget af juice, kaffe og sandwiches steg sidste år med over 200 millioner kroner til 1,02 milliarder kroner. 

Der blev samlet åbnet 62 nye juicebarer gennem året - herunder i Chicago og San Diego i USA. 

Ved udgangen af 2018 havde selskabet 272 juicebarer, mens partnere driver 17. Det viser selskabets regnskab, der blev offentliggjort sent onsdag aften.

Til gengæld blev underskuddet øget til 113 millioner kroner fra 27,3 millioner kroner i 2017. 

Det dækker blandt andet over større afskrivninger, som er steget, i takt med at der er blevet investeret i at åbne nye juicebarer. 

- Ledelsen er overordnet set tilfreds med udviklingen og de finansielle resultater for selskabet i 2018 og vil fortsætte med at udvide og investere i en international udrulning af konceptet, skriver Joe & The Juice i regnskabet. 

De mange åbninger har også betydet, at kæden har fået flere ansatte.

I slutningen af 2018 havde Joe & The Juice 1626 ansatte, hvilket er 280 flere end et år tidligere.

I år forventer selskabet at åbne 30-40 nye juicebarer. Det endelige tal afhænger af, hvilke lejeaftaler Joe & The Juice kan forhandle hjem. 

Åbningerne skal være med til at øge salget 15-20 procent på årsbasis - svarende til omkring 150-200 millioner kroner. 

Joe & The Juice blev stiftet af Kaspar Basse, og den første juicebar åbnede i 2002 i København. 

Han har ad omgange solgt store portioner aktier til de to kapitalfonde Valedo Partners og General Atlantic, der i dag sidder på aktiemajoriteten i juicekæden. Salgene har gjort ham mangemillionær. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094